Category Archives: Tilfældigheder

Bjerget ved Klaksvig

Karen Lykkehus fortalte mig, hvordan hun var blevet afvænnet fra alle mulige former for narkomani og alkoholisme. Dr. Nolfi havde bortført hende til Humlegården i Humlebæk da hun var helt til rotterne og tilsyneladende ikke stod til at redde. Der havde hun sat hende på gulerodssaft – faste i flere dage, faktisk i flere uger, sagde Karen. Denne behandling virkede. Snart kunne hun konstatere, at lagnerne blev brune og stank af morfin.  Giftstofferne blev drevet ud af hende. Karen blev reddet og prædikede til fordel for vegetarianisme og gulerodssaft lige siden. Hendes tale fascinerede mig. Jeg fik lyst til at prøve det. Jeg ville bruge gulerodssaften til at drive nikotinen ud af mit system og holde op med at ryge. Det virkede!

Vi var på tourne med Jan Zangenbergs teater hvor vi spillede Zoo Story og Den Amerikanske Drøm. På denne tourne kom vi også til Færøerne. Det mindede om Norge. Vildt og forrevet klippeland. bakker og koller, ås og hej. Vind og hav og stejle skrænter. Drømmeland. En Wergelandsudsigt på hver bakketop, syntes jeg. Jeg har aldrig kunnet slippe den følelse, at jeg er Nordmand. Jeg savner landskabet. Og her, på Færøerne mindede alt mig om barndomslandet. Op ville jeg, op, på toppene, alene. Op og trække vejret, op og se ud over blånerne op for at møde Gud eller mig selv eller naturen. Måske for at møde eventyret eller min egen grænse. Eller for at se min barndom i øjnene. Op for at møde evigheden. Det var ved Klaksvig. Bjerget var 700 meter højt og ikke særligt stejlt. Jeg købte et par gummistøvler og gav mig på vej. Jeg kunne gå hele vejen. Der var græsbakker hvor fårene gik. Der var buske krat og stenmarker, solen skinnede og vejret var stille. Jeg kunne se husene i Klaksvig og skibet, vi var kommet med, langt nede under mig. Jeg gik og gik, op, op, op.

Det sidste stykke var en meget skrå stenbakke. Oppe over mig kunne jeg se ryggen af bjerget. Til venstre var en lodret væg. Den hævede sig vel sine 70 – 100 meter og på toppen var et klippestykke af form som en hat. Hattepullen var tinden af bjerget. Der skulle jeg op. Jeg klatrede ikke op ad den lodrette væg. Jeg gik op ad den skrå stenrøs op mod bjergryggen.

Da jeg kom nogle meter under kanten kunne jeg mærke suset af vinden som fløjtede ind over ryggen fra havet. Jeg var gået op i læ side og havde ikke mærket den før. Da jeg stak hovedet op fik jeg tårer i øjnene og håret flagrede og tøjet slog mod kroppen. Jeg måtte lægge mig skråt som en skihopper i Garmish Partenkirchen for at kunne stå. Det var blæst. Hylende, bedøvende, triumferende dansede den med mig. “Hej du lille. Vil du herop. Hvem tror du, du er? Hu, hej.” Jeg skuttede mig og stirrede hen ad ryggen mod den stenhat som var toppunktet og enden på rejsen, målet for min ambition. Den lå for enden af ryggen. Nedad under mig i vindsiden gik det lodret ned i havet 700 meter. Det svimlede for mig, jeg så bort og samlede mig om hatten. Jeg stred mig hen til den. Der var en bræmme på etpar meter hele vejen rundt. Pullen var 10 meter høj og lodret eller med overhæng. Ikke til at klatre. Utilgængelig. “Nej” sagde den, “ikke her. Ikke nu. Ikke du.” De tårer der stod mig i øjnene var måske skabt af vinden, men om den ikke havde blæst dem frem, havde skuffelsen nok skabt dem alligevel. Så nær… Jeg gik hatten rundt. I læ side var der overhæng og ingen mulighed for opstigning og desuden 100 meter at falde og det er langt nok for en dødelig. I vindsiden var der ligeså – og 700 meter. Den eneste mulighed var fra ryggen og op. Der var nogle hylder og trappetrin som kunne give fodfæste for en rask svend med mod i livet. Jeg prøvede. Vinden stod på fra siden og gjorde nogle dygtige kast så snart min fod slap den flade grund. Jeg blev kastet ind mod klippen som et flag og min hånd trak stykker af bjerget med sig ud som om det var skuffer. Bjergarten er tuf – gammel, vulkansk skiferagtig og porøs. Hatten var sådan. Man kan hænge lodret ned i den, men ikke trække udad. Vinden hylede af latter mens den klaskede mig mod fjeldsiden og ned på ryggen. Jeg brølede af raseri, knyttede næverne og truede ad vinden og det ondskabsfulde bjerg som bare krummede sig sammen og afviste mig. Jeg prøvede igen – gik hele vejen rundt om hatten igen og stirrede ned i det gruopvækkende dyb til alle sider. Ingen nåde. Du kommer ikke op. Jeg skreg igen og bandede.

Pludselig stoppede jeg midt i det hele – en tanke der lød som en stemme talte i mig: “Sådan her kommer du aldrig derop” “Hvad er det der står i salmen? “HERRE, hvem kan bo på dit hellige bjerg? Den som vandrer fuldkomment og øver ret, taler sandhed af sit hjerte, ikke bagtaler med sin tunge, ikke volder sin næste ondt og ej bringer skam over ven. Hvo således gør, skal aldrig rokkes.” Jeg lagde mig for første gang i mit liv på knæ og talte til … ikke til Gud, men til bjerget. Jeg sagde; “Undskyld, men jeg vil så forfærdeligt gerne derop. Slip mig frem.”

Som om der blev skåret i vinden med en kniv blev der blikstille.

Det var en mærkelig tilfældighed.

Jeg så mig fortumlet om, men det var sandt. Solen skinnede – ikke en vind rørte sig og vejen op til toppen af hatten lå foran mig som en Jakobsstige med brede trin.

Jeg rejste mig prøvende op, satte en fod på det første trin og hævede mig op. Videre det næste tag og videre. Tuffen holdt sig på plads og bar mig vidunderligt. Jeg nåede op på hattepulden, der var formet som et hustag med meget svag hældning i fladerne. Jeg satte mig overskrævs på rygningen og så… Havet… Øerne… Bjergene… Verden som om den var nyskabt, vild, storslået, nøgen og åben for mine øjne. Hvor længe sad jeg der?  For længe, for vidunderligt, for mægtig følte jeg mig. Min følelse må have lignet Nebukadnezars dengang han så ud over Babylon og sagde “Alt dette er mit”. Da slog Herren ham med vanvid og han måtte fare rundt som et vildt dyr og spise græs i 7 år. Skinsyg kan naturen være.

Det begyndte at blæse op igen!

Er det svært at komme op – det ved enhver klatrer – så er det nærmest umuligt at komme ned. Men her havde det været umuligt at komme op!! Det var utænkeligt at komme ned. Panikken holdt indmarch med trompetstød og blæst i basuner. Jeg skreg, men skriget blev blæst ind igen og kom aldrig ud. Min åbne mund blev spilet ud som et sejl og jeg følte mig som en ballon. Jeg lukkede munden og holdt op med at skrige. Jeg lagde mig fladt ned på klippen og klamrede mig fast med fingrene. Stenflager blev løsnet under mine negle og fløj op i luften foran mig og hvirvlede ned i dybet og op i himlen. Vinden var stiv, vinden var stædig og utrættelig Huuuuuuu… Under mig blev klippen våd, vandet blev skræmt af mig. Jeg græd og bad.. nu bad jeg.

Jeg remsede mine synder op. Jeg holdt regnskab over mit liv, så meget som jeg kunne komme i tanker om, jeg sagde undskyld og lovede bod og bedring.. bare hjælp mig nu. Så helt alene.

Da jeg ikke havde flere ord og ikke flere kræfter til skrig eller klynken skete der det, at bjerget stejlede som om det var en hest. Det kastede sig og krummede ryggen som en vild vallak der ville kaste mig af. Jeg klamrede mig til det rasende dyr og holdt mig på en eller anden måde i sadlen. “Aldrig red jeg slig en fole” siger Peer Gynt, men han havde ikke prøvet min gedebuk.  Så standsede det.

Vinden lagde sig ned og bjerget lå stille og slikkede sol.

Jeg mavede mig baglæns mod Jakobsstigen og steg ned trin for trin til mine fødder stod på den brede ryg igen. Jeg vaklede hen til det flade stykke hvor jeg var kommet op.

Allerede mens jeg endnu gik, fadede fortryllelsen og forskrækkelsen ud og den sunde skepsis meldte sig. “Nej, hør nu Baard. Bjerget prøvede ikke på at kaste dig af. Den slags gør bjerge ikke. – Hvis du tager fat i en tand og vugger med fingrene, varer det ikke længe før det føles som om tanden er løs fordi fingrene er bløde. Du har rystet i bukserne og så har du fået den fejloplevelse at bjerget rystede. Læg dig nu ned igen og ryst i bukserne, så skal du se … bjerget vil give sig til at kaste sig igen”. Jeg lagde an til at mig ned der på fjeldryggen for at bevise min teori.

Vindstødet ramte mig som en knytnæve midt i bevægelsen og slog mig ud af balance. Jeg væltede ud over kanten og rullede ned ad stenskråningen kradsende og gispende med småsten og flager af tuf efter mig.

10 – 20 meter nede standsede turen. Jeg lå på maven og stirrede lige op på hatten og himlen. Jeg rejste mig langsomt op. “Undskyld, – jeg skal aldrig gøre det igen” sagde jeg og gik nedad til byen og de andre skuespillere og min kone igen.

Der nede tog jeg en smøg.

Hjemme i København så vi TV Avisen: “Der har været et jordskælv på Færøerne. Registreret på Richter skalaen. En udskridning i tuf- lagene under et bjerg ved Klaksvig var årsag til fænomenet.” Der blev også vist et tværsnit af bjerget med de skråtliggende tuf- lag indtegnet. Jeg så på det og tænkte:

“Det var vel nok en mærkelig tilfældighed”.

 

Sam Besekow sagde en gang:

 

”Jeg tror at det er tilfældet der organiserer alt – for tilfældet eksisterer ikke”.

Reklamer